Lokal friskhed direkte fra jord til bord
Månsson er en af områdets mest innovative producenter af økologiske grøntsager og økologiske æg. Med konstant fokus på jorden, planterne og miljøet omkring sig, har Axel Månsson produceret grøntsager i mere end 40 år. Sortimentet er bredt med minimum 32 forskellige slags grøntsager, som i sæson først bliver høstet, når du har bestilt dem. Med knap 2000 hektar samlet lige omkring Brande er der kort vej, fra grøntsagerne bliver høstet på marken, til de er hjemme på køl. Og med levering direkte til dig som lokal kunde, kan det næsten ikke blive mere friskt, om du så høstede selv. Direkte fra jord til bord.
Månsson er Danmarks største producent af icebergsalat, men på de lokale marker bliver der også produceret andre grøntsagskulturer såsom løg, hjertesalat, bladselleri, broccoli, spidskål, hvidkål, grønkål, fennikel, pak choi og mange andre. Desuden har virksomheden landets eneste løgskrælleri, der kan levere hele skrællede løg og løg i tern og ringe. Størsteparten af grøntsagerne bliver dyrket økologisk. Og ved at udvælge bestemte sorter og arbejde med nye vækst- og høstteknikker, formår Månsson at forlænge sæsonen, så du kan få de friske lokale grøntsager så længe som muligt.
Bæredygtighed, cirkulær produktion og økologi ligger Månsson meget på sinde. Med egen ægproduktion fra økologiske høns, er gartneriet selvforsynende med egen økologisk husdyrgødning. Virksomheden producerer selv strøm via solceller på tagene og har desuden eget biogasanlæg, der leverer gas til naturgasnettet, mens den afgassede biomasse bliver nedfældet i jorden som værdifuld gødning til grøntsagerne. Månsson arbejder også på at blive selvforsynende med foder til de æglæggende høner, så virksomheden bliver uafhængig og belaster klimaet mindst muligt.